Så er det i morgen jeg prøver til igen! På arbejdet vel at mærke! Jeg er sådan lidt flov over det. At jeg virkelig ikke engang kan klare at arbejde fire timer! Det er sgu da ynkeligt! Og hende jeg arbejder i team sammen med har ikke engang haft kontaktet mig for at høre om jeg var ok.
Hmm.... Jeg gik jo hjem i onsdags og har ikke været på arbejdet resten af ugen og jeg har intet hørt.
Men inden jeg startede på arbejde kunne jeg også høre på hende at hendes bekymring gik mere på hvor ustabil jeg ville være når jeg kom tilbage, end på bekymring for mig. Men nogle får man omsorg fra og andre synes åbenbart bare man er en belastning. Man finder ud af hvem der er der for en, når man ligger ned! Og jeg er blevet positivt overrasket over hvor mange der har stået klar til at hjælpe mig! Det har rørt mig meget dybt hver gang jeg har mærket det! Tak!

Men ja....jeg er bare på herrens mark! Hvad skal der ske med mig og vores familie, når jeg siger højt at jeg ikke magter mit arbejde. Hvad så? Det skræmmer mig virkelig meget!