Nu har jeg i et helt år ønsket at jeg kunne starte på arbejde igen. I morgen sker det. Og jeg er simpelthen så nedtrykt i dag. For samtidig med at mit arbejdsliv begynder igen, så betyder det også at der er noget andet jeg skal give slip på. Rolige morgener med mine børn. Spontane fridage, hvor vi tager i Zoo eller ind til byen og spiser på restaurant! Muligheden for at hente mine børn tidligt. En cafetur med min far. Og afslapning hjemme på terrassen. Og ikke at forglemme: muligheden for at sove, når svimmelheden er værst. Samtidig er jeg så spændt på at komme ud til nye børn og tilbage til mine kollegaer. Jeg vil jo også være sønderknust, hvis det viser sig at jeg ikke kan holde til at arbejde. Jeg elsker mit arbejde. Alle de skønne øjeblikke med børn hver dag. Og de dejligste kollegaer, som jeg får grinet så meget med hver eneste dag. Det er en meget underlig dag i dag. Og jeg kommer til at savne mine børn så forfærdeligt! Jeg kommer til at gå fra at være sammen med dem i fire timer hver eftermiddag, til kun at være sammen med dem i ca 1,5 time! Det bliver godt nok hårdt! Det er frygteligt hvor lidt man er sammen med sine børn. Jeg kan godt mærke at jeg tager sorgerne på forskud. Suk.....Jeg håber for mig selv at jeg får den bedste dag i morgen! Wish me luck!