Det er ikke altid sjovt!

Ja nu har jeg lige brug for at få nogle tanker ned på skrift.
Vi var til nakkefoldsscanning i fredags. Jeg var nervøs for jeg har hele tiden haft på fornemmelsen at noget var galt. Jeg var rædselsslagen for at det lille hjerte ikke ville slå. Jeg fortalte sygeplejersken om min bekymring hvorefter hun udbrød: Skal vi så ikke bare skynde os at få dig scannet?? JO!!! Jeg kom op på briksen og lige DER var min lille baby. Den sprællede med arme og ben og så løb lettelsens tårer ned af mine kinder. Den blev ved med at fægte med den ene arm. Næsten som om den vinkede til os.
Min lettelse varede dog ikke længe, for da hun skulle taste tallene ind på computeren fik hun et alvorligt udtryk i ansigtet! Mit tal for scanningen blev 1:131! Jeg var chokket! Jeg var i højrisikogruppen for at bære et barn med kromosomfejl! Jeg græd og sagde at jeg var rigtig bange for at jeg ikke fik lov at beholde vores barn. Mine bange anelser havde været rigtige! Sådan følte jeg det virkelig! At jeg fik ret! Der VAR noget galt! Sygeplejersken trøstede mig det bedste hun kunne og sagde at jeg skulle huske der var 130 gode chancer for at få et raskt barn. Men ja.... Jeg kunne jo også være den ENE!
Vi bestilte tid til en moderkagebiopsi med det samme og fik en tid om mandagen på Odense Sygehus.
Da vi tog fra svangreklinikken græd jeg en del. Jeg kunne slet ikke forstå den besked vi havde fået. Kæresten var også noget slukøret!
Weekenden gik da heldigvis med en masse andre aktiviteter end at tænke grimme tanker!

Mandag morgen tog vi af sted til sygehuset. Jeg var ret nervøs. Også fordi jeg er bange for nåle. Og tanken om at skulle have en nål ind igennem maveskindet var ikke just tiltalende!
Lægen sagde til mig at det første stik ville føles som en blodprøvetagning! Ja tak dame! Det passede så overhovedet ikke! Det gjorde meget ondt på mig! Jeg havde kærestens arm helt inde over mit bryst og klemte alt liv ud af den! Så skulle hun tage selve prøven fra moderkagen og det var meget smertefuldt. Hun måtte stikke mig to gange! Hun fik ikke nok med ud i første omgang. Anden gang hun stak mig sprøjtede tårerne ud af mine øjne! Det gjorde simpelthen så ondt. Jeg kiggede op på min kæreste og jeg kunne se på ham at han ikke kunne holde ud at se mig. Det gjorde ondt på ham at det gjorde så ondt på mig!
Da det var overstået skulle jeg ligge på en seng i 20min og slappe af. Jeg græd og græd. Og så havde jeg nogle smerter der helt ærligt mindede om veer. Jeg kunne slet ikke slappe af. Heldigvis fortog det sig og imens stod kæresten og strøg mig over håret og prøvede at berolige mig.

Nu er det onsdag og vi venter stadig på svar. Vi fik at vide at hvis svaret var dårligt ville de ringe og hvis svaret var godt ville vi få et brev med beskeden. Jeg så posten komme i dag og farede ud til hende. Intet brev... Det kan både være godt og skidt. Vi er ikke blevet ringet op endnu. Jeg håber at det brev kommer i morgen. Post Danmark kan jo godt være forsinkede.

Hvis vi får en opringning er der et lille liv der må slutte.... Jeg kan bare ikke bære tanken om at have set den lille sprælle og det lille hjerte banke hvis den ikke skal have lov at leve....

Jeg har dog taget en beslutning om at uanset om der kommer et barn ud af denne graviditet eller ej, så er det sidste gang jeg er gravid. Hvis jeg skal hen og slå et barn ihjel INDEN i mig, så skal jeg ikke være gravid igen. Det kan jeg slet ikke magte.
Vi er to der går igennem det her psykisk, men det er kun mig der kan gå igennem det her fysisk.... Og jeg synes godt nok det er hårdt....

Kom så lille baby, vær rask! <3