Nu er det mandag og jeg har stadig afsindigt ondt i maven.
I lørdags tog jeg på lægevagten fordi jeg simpelthen ikke længere kunne holde ud at gå og være bange for hvad det mon var. Oveni det hele var jeg så træt, fordi jeg ingen mad spiste. Jeg var simpelthen ikke sulten.
Jeg ringede grædende til min mor og hørte om hun ville hjælpe mig derud. Det ville hun gerne. Så da manden kom hjem fra arbejde kørte hun mig derud.
Lægen vi kom ind til trykkede mig maven og det gjorde sindssygt ondt. Han konstaterede tørt at jeg hang helt oppe i loftet. "Du fejler ikke noget" Øøøøøh hvad? Jamen jeg har simpelthen så ondt og jeg spiser ingenting! Tja han kunne godt fornemme at jeg var i smerter, men der var ingenting galt. Ej ok.... Hvor længe må man gå med så store smerter i maven uden at kunne spise? Ja det var der ikke nogen begrænsning på.
Jeg følte mig overhovedet ikke taget alvorligt. Det besøg fik jeg ikke en dyt ud af. Da min mor og jeg kom ud på parkeringspladsen brød jeg grædende sammen. Jeg følte mig bare så dum. Som om lægen overhovedet ikke troede på mig.
Heldigvis har jeg en lægetid hos egen læge. Der er bare en hel uge til! Av!