I går var en af de lidt tungere dage....
Jeg var kaldt til omsorgssamtale på mit arbejde. Jeg havde taget min allerdejligste kollega med. Hun er også min TR. Jeg havde nemlig luret hvad samtalen gik ud på.
I mandags havde jeg afleveret en lægeerklæring hvorpå der stod at jeg er "permanent delvist uarbejdsdygtig". Derfor var min chef nødt til at fortælle mig at de må afskedige mig. Selvom jeg var forberedt på det blev jeg så enormt ked af det. Det er 9år der slutter for mig på mit arbejde. Jeg har haft rigtig mange gode stunder der og jeg har gjort alt for at jeg kunne blive. Det samme har min chef. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Det er et meget hårdt slag for mig. Jeg fik dog mange rosende ord med på min vej. Og ja de betyder en hel del, for når man sidder der og føler at man ikke duer til noget er det rart at få at vide at de har været glade for min indsats i den tid jeg har været der. Men for pokker, jeg kommer til at savne mine kollegaer og alle de skønne skønne børn på mit arbejde.
Nu skal der bare krydses fingre for at jeg kan blive bevilliget et fleksjob, for så har min chef lovet mig at der er en stilling til mig. Døren står åben.

Efter samtalen havde jeg enormt svært ved at samle mig selv. Jeg brød helt sammen. Min kollega havde fået lov gil at køre mig hjem. I stedet valgte vi at få tankerne lidt på afstand og kørte på cafe. Her bestilte vi en stor kaffe og en virkelig lækker kage med tilhørende vaniljeis! Min kollega er virkelig guld værd og vi fik grinet. Det var rart at tænke på noget andet.

Da jeg kom hjem spottede min 6-årige datter straks at der var noget galt. Og så løb tårerne igen. Så er det altid godt med en krammer. Min store omsorgsfulde pige!
Jeg var tavs hele aftenen. Det ligner ikke mig at klappe helt i. Men når følelserne fylder for meget lukker jeg ned. Jeg endte med at gå i seng. Bare for at ligge og kigge op i loftet. Min mand kom ind og holdt om mig mens jeg fik grædt de sidste tårer for denne dag. Jeg faldt i søvn mens han nussede mig på kinden.
Tak fordi jeg har folk der samler mig op hver eneste gang jeg falder. Det gør at jeg overlever. Og lever!