Så ligger jeg på langs igen! Med et nyt svimmelhedsanfald. Det er så pinligt at melde sigsyg igen igen igen! Men da jeg stod op havde jeg hele tiden følelsen af at skulle besvime. Sådan har jeg ikke prøvet at have det før. Det var voldsomt ubehageligt. Jeg lagde mig i min seng igen. Der var ikke meget andet jeg kunne gøre! Imens spænede min mand rundt, for han kan faktisk ikke nå at aflevere børn, når han skal møde kl 7. Så han måtte ringe til sit arbejde og sige han kom for sent, mens jeg lå der i sengen med virkelig dårlig samvittighed endnu engang. Men hold op han er sej! Begge børn var totalt usamarbejdsvillige. Og han var rolig hele vejen igennem mens begge børn skreg.
Da de gik sov jeg. LÆNGE! Vågnede og var stadig meget svimmel! Jeg ligger i min seng og bliver simpelthen så deprimeret. Jeg søger hele tiden meningen med at jeg er blevet ramt af denne sygdom. Hvorfor mig? Hvorfor når jeg nu havde sådan et dejligt aktivt liv, der gav mig så meget glæde? Men der ER ingen mening. Det er bare virkelig sur røv! Og jeg kan åbenbart ikke gøre noget ved det! Jeg har DÆLME prøvet! Og prøver stadig. Men nogle gange......som i dag....har jeg virkelig bare lyst til at give op! Det er simpelthen så hårdt. Jeg kæmper hver dag! Og heldigvis har jeg noget at kæmpe for! Men det trækker virkelig tænder ud! At stå op hver dag og kæmpe.
Ja jeg ved slet ikke hvad jeg vil med det her indlæg. Jeg trænger bare sådan til at kunne gøre nytte! I stedet for at være en belastning for alle!