Eftersom jeg mærker en masse kærlighed i øjeblikket, er det også vigtigt at give det videre. Og i går gik det ud over en fremmed.
Jeg stod og skulle med bussen. Inde i bussen var der en ung fyr der havde et problem og chaufføren SKÆLDTE ham ud på den mest ubehagelige måde! Fyren siger til sidst meget ærgerlig og frustreret "Jamen så kan jeg jo ikke komme hjem!", hvorefter han gik ud af bussen. Jeg stoppede ham og spurgte om han havde brug for hjælp til at komme hjem. Han sagde at han manglede en tyver, for at kunne komme hjem. Jeg gav ham den. Han blev helt overrasket og sagde straks at hvis han så mig igen en anden dag, skulle han nok betale mig tilbage. Men jeg sagde at det skulle han ikke tænke på. Det må alligevel have været lidt fryd at gå ind til damme chauffør og betale. Han var da godt nok et fjols!

I går på arbejdet var en HÅRD dag! Hvis jeg havde lyttet til mig selv, var jeg blevet hjemme. Jeg var SÅ svimmel! Og er det igen i dag. Det er godt nok noget af en kamp!
Oveni det hele fik jeg at vide at hende der er ansat som min vikar, har fået mine timer. Det er rigtig dejligt både for hende og for mig, for nu behøver jeg ikke være bekymret over at jeg er væk, for så er hun der! Men hvor er det en mærkelig fornemmelse! Nu er mit job officielt givet til en anden. Så nu er jeg totalt overflødig. Det er nu officielt at jeg ikke duer til mit job længere! Sikke en mavepuster! Den svier..... Hvis bare mon krop ville det samme som mit sind!