Snot!

Nå....jeg er nået frem til en beslutning om IKKE at tage de antidepressiver som klinikken gav mig mod svimmelhed. Hele min krop siger nej. Og hvis der er noget man skal lytte til er det sin mavefornemmelse. Og den siger nej tak! Den beslutning har jeg det godt med. De sidste to uger har vi været rigtig ramt af sygdom herhjemme. Snot, snot og atter snot! Min datter blev ved med at få feber sådan on and off og jeg var bare så dødtræt. Det er jeg sådan set stadig, for min snot er af den stædige slags! Den er flyttet ind! Hver gang jeg troede at NU var datteren rask gik der en dag og så var den gal igen, så de sidste 14 dage har hun nærmest ikke set sin skole. Jeg havde forberedt hende på at fik hun feber EN gang til, så skulle hun til lægen og have en blodprøve. Enten i fingeren eller i armen og så måtte hun lige være sej! Og feberen kom igen, så af sted til lægen det gik! Da jeg sagde til lægen at jeg gerne ville have undersøgt hendes blod og at jeg havde forberedt hende på det, blev han helt imponeret, da lægerne er vant til at det er DEM der skal give børnene den nyhed, med efterfølgende skrig og skrål. Så da lægen sagde at hun lige skulle have et stik i fingeren, var hun bare mega sej! Hun lagde alle fingrene op på bordet og sagde "Hvilken en vil du have?" Så blev jeg da også lige lidt stolt. Datteren fik penicillin. Moderen gik også derfra med et stik i fingeren, men uden stoffer! Øv :-D Jeg hoster og snottet stadig på tredje uge. Men jeg har så heller ikke haft tid til at være syg. Så tager det lige det længere tid. Det er vidst en mors lod!