tirsdag den 26. marts 2013

Påskeferie

Og heldigvis for det. Sidste uge brød jeg grædende sammen på arbejdet. Jeg var taget på arbejde om tirsdagen og havde triste og tunge tanker i hovedet hele tiden. Jeg holdt hovedet oppe, men det var ikke nemt at være glad og smilende overfor børn og forældre. Jeg trak mig en del, hvilket slet ikke ligger til mig ellers. Da jeg tog på arbejde onsdag spurgte en kollega om jeg var ok og det endte med at jeg brød helt sammen! Jeg blev sendt hjem for at slappe af. Jeg var noget videre skræmt over det, for hvad var det lige jeg var så ked af? Jeg kunne ikke sætte ord på. Jeg var bare dybt ked af det. Torsdag valgte jeg at blive hjemme også og slappe af og få ro på. Jeg valgte at prøve at teste mig selv lidt på nettet, da humøret stadig var helt i bund. Først tog jeg en depressionstest, men den slog slet ikke ud. Derefter tog jeg en stresstest og den viste at jeg havde mild eller begyndende stress. Det skræmte mig rigtig meget. Jeg kan slet ikke få øje på hvad det er der stresser mig. Jeg synes jeg har styr på mit job og kan overskue mine opgaver. Jeg fik talt det igennem med en veninde og hun er altid så god til at HØRE hvad jeg siger og analysere det. Hun sagde til mig at jeg ofte har talt om at jeg ikke føler at vi er nok voksne til børnene om eftermiddagen og jeg ikke kan udføre mit arbejde godt nok. Jeg er nødt til at levere en dårligere indsats end før, fordi jeg simpelthen ikke kan give børnene det de har brug for. Og det stresser når man er nødt til at ignorere sine værdier. Det tror jeg faktisk hun har helt ret i. Det ER stressende at man ikke har tid til at hjælpe børnene, som er det jeg allerhelst vil! Så er det man tænker om man skal være pædagog resten af ens arbejdsliv. Jeg ELSKER at arbejde med børn, men pædagoger er nærmest en uddøende race. Kommunerne sparer os i hvert fald væk i stigende grad. Det er uhyggeligt hvad der skal blive af børnene. NÅ! Men altså for at komme tilbage til den påskeferie! Jeg tog på arbejde om fredagen og det gik ok. Jeg VAR der. Og børnene var søde, som de plejer. Dertil kom det at mange tog tidligt hjem. Det var en stille og rolig dag. Og så kunne jeg ellers komme hjem og slappe af. Jeg håber den her ferie vil give mig noget ro til at mærke efter og få tænkt igennem hvordan jeg skal slippe stressen og de mørke tanker. Det er i hvert fald dejligt at være sammen med familien og alt er lystbaseret :-) GOD PÅSKE!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar