Så sidder man og er modløs igen....
Min far har så endnu engang valgt mig fra til en fødselsdag fordi han ikke ønsker at være i samme lokale som min mor. Det er så mandens fødselsdag han ikke kommer til, men jeg ved jo allerede nu at han så heller ikke kommer til min.
Det mest frustrerende er at uanset hvad jeg gør, så kommer han ikke. Han er så stædig og det er vigtigere for ham at hade min mor end at glæde mig. Og det gør så ondt langt ind i mit hjerte at han ikke kommer når han VED hvor ked af det jeg bliver. Han VED jeg græder og tænker SÅ meget på det. Jeg har nærmest ikke tænkt på andet den sidste uges tid. Jeg nåede lige at blive glad fordi jeg troede han kom, men han havde kun sagt ja fordi han troede min mor ikke kom. Det havde jeg ellers (synes jeg selv) gjort klart at hun gjorde. Da han så fandt ud af det valgte han at sige at så kom han ikke.
Det scenarie skal min datter ALDRIG opleve! Uanset hvor meget min kæreste og jeg kommer til at hade hinanden, så skal hun aldrig sidde i det dilemma jeg oplever år efter år efter år. Det er jo ikke MIG der har valgt at mine forældre skulle skilles, men det er konstant mig det går ud over! Uhh jeg er så frusteret! Jeg har så mange tanker hele tiden og alle sammen bunder i at jeg ikke er vigtig nok. For min far... Og den svier! :'(
Ingen kommentarer:
Send en kommentar